Udsyn og ovenlys

Jeg henter inspiration til udvikling og fornyelse af virksomheden gennem de samarbejdspartnere jeg har både i Norden og herhjemme.

Som enkeltmandsvirksomhed ser jeg det som helt afgørende at have et tæt samarbejde med andre, der arbejder med konflikthåndtering og –mægling.

Center for Konfliktløsning har gennem snart to årtier været en tæt samarbejdspartner, hvor jeg som medlem og underentreprenør deltager i en stor del af centrets aktiviteter. Der har jeg et kollegialt fællesskab med en stor gruppe fagfæller, der indebærer meget udviklingsarbejde om opgaver og kurser.

Nordiske Mediatorer er en faglig forening der organiserer folk med en mastergrad i konfliktmægling. Et vigtigt udviklingsfelt for faglighed, kvalitet og etik, som jeg har deltaget i siden foreningens start i 2004.

Som udløber af aktiviteterne i Nordiske Mediatorer besluttede jeg i samarbejde med tre andre konfliktmæglere – Marion Thorning, Mie Marcussen og Jens Emborg – at skrive en bog, der kunne udbrede den mæglende måde at møde konflikt på i en mere folkelig udgave.

I oktober 2014 udkom bogen ’Mellem os – ABC til konflikt’ på Frydenlund som et resultat af 4 års fantastisk fagligt fællesskab og samarbejde. Bogen blev til i en fælles skriveproces, der var både levende og lærerig. Vi havde i de fire år bogen var undervejs levet dens budskab: A, Tænk vi. B, Undersøg. C. Gør noget.

Jeg håber bogen når ud til mange der på samme måde kan inspireres til at møde uoverensstemmelser og udfordringer på en mæglende måde.